Johs. Andenæs, Arne Fliflet

Statsforfatningen i Norge, 10 utg

Saken mot statsminister Selmer m.fl. 1883-84

7 Saken mot statsminister Selmer m.fl. 1883-84
(Dommen i saken mot statsminister Selmer er inntatt i Dokument nr. 1 (1930) side 109 flg. De øvrige sakene er inntatt i et Tillegg til dokument nr. 1 (1930) side 1 flg.)

Sakens bakgrunn

Denne saken har en viktig plass i norsk statsforfatningshistorie. 9 statsråder og to statsministre sto tiltalt for Riksretten. Saken endte med at flere av de tiltalte ble fradømt sine embeter. Riksrettssaken banet veien for dannelsen av en regjering som hadde sin forankring i Stortinget og la grunnlaget for parlamentarismen, den statsskikk som går ut på at kongen må velge en regjering som aksepteres, eller etter omstendighetene, tolereres, av Stortingets flertall.

Grunnloven av 1814 var basert på folkesuverenitetsprinsippet, maktfordelingsprinsippet og prinsippet om de grunnleggende menneskerettigheter. Maktfordelingsprinsippet var en realitet helt fra 1814, i den forstand at kongen utgjorde en reell maktfaktor i forfatningssystemet. Riktignok hadde Stortinget etterhvert fått større og større innflytelse. Det var imidlertid også klart at ikke bare kongen personlig, men også hans rådgivere – statsministrene og statsrådene – utøvet reell makt i forhold til Stortinget.

Stortingets makt og innflytelse hadde selvsagt ikke bare å gjøre med den myndighet Stortinget hadde etter Grunnloven. Som lovgivende, beskattende, bevilgende og kontrollerende myndighet, hadde Stortinget et omfattende og betydningsfullt arbeidsområde. Mulighetene for å bruke sin omfattende myndighet sto ellers i sammenheng med Stortingets evne til å samle seg om en politikk. Sålenge Stortinget ikke førte noen fast politisk linje, ville Regjeringen, som hadde initiativet og den iverksettende og utøvende myndighet, inneha den vesentligste politiske makt.

Etterhvert ble det i Stortinget organisert politiske grupper. Når disse gruppene hadde flertall i Stortinget, kunne de øve betydelig innflytelse over Regjeringen. Riksrettssaken mot ministeriet Selmer var det organiserte stortingsflertallets aksjon for å få Regjeringen til å møte i Stortinget og dermed gjøre det såkalte «ministeransvar» til en sterkere realitet: Stortingets flertall ønsket i realiteten etablert et parlamentarisk ansvar, d.v.s. et ansvar for regjeringen direkte i forhold til Stortinget. Det konstitusjonelle ansvar, ansvaret overfor Riksretten, var ikke tilstrekkelig. Riksrettssaken skulle også bidra til å få slått fast visse grunnleggende prinsipper om Stortingets myndighet i forhold til Regjeringen.

Tiltalebeslutningen

«Den 23. april 1883 traff Odelstinget vedtak om å reise tiltale for Riksrett mot statsminister Christian August Selmer og de øvrige medlemmer av statsrådet. De ble tiltalt for å ha utvirket at

a de kongelige Resolutioner av 29. Maj og 15. Juni 1880, hvorved er negtet Sanktion paa den af Storthinget den 17de Marts s. A., vedtagne Grundlovsbestemmelse om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger og undladt at tillægge Bestemmelsen den samme ved Grundloven hjemlede gyldighed,

b den kongelige Resolution af 21. Juni 1882, hvorved negtedes Fuldbyrdelse af den av Storthinget under 14. Juni s. A. fattede Beslutning om Bevilgning af he. 20 000,00 til Folkevæbnings-samlagene og he. 10 000,00 til Centralforeningen for Udbredelse af Legemsøvelser og Vaabenbrug.

c den kongelige Resolution av 25. Novbr. 1882, hvorved Storthingets Beslutning af 16. og 17. Juni næstforhen angaaende Lønnings Regulativ for Anordning af en Centralstyrelse af de i Drift værende Jernbaner m.v. ikkun delvis er tagen tilfølge, idet Bestemmelsen i dens Bogstav C om Centralstyrelsens Tiltrædelse af 2de af Storthinget valgte Medlemmer er negtet Fuldbyrdelse, medens samme Beslutnings øvrige Bestemmelser i Bogstav A og B ere tagne til følge.»

Odelstingets vedtak ble truffet i kveldsmøtet den 23. april 1883, etter at det var avholdt tilsammen 18 møter i tiden fra 6. april s.å. Det ble vedtatt anlagt 11 saker, 6n mot hver av statsministrene og hver enkelt av de ni statsrådene. Bakgrunnen for at det ikke ble reist h felles sak mot alle, var å finne i de tiltaltes utskytingsrett, jfr. Grl. § 87 slik den da lød. Man fryktet at de tiltalte, dersom 611 sak ble reist, ville kumulere sin utskytingsrett og dermed oppnå å fjerne så mange av lagtingsrepresentantene at Høyesteretts dommere ville komme i flertall. Ved å reise 11 atskilte saker, ville man unngå dette. Dermed var flertallet av lagtingsmedlemmer i Riksretten i hver enkelt sak sikret.

Saken mot Selmer ble innledet den 8. juni 1883. Første rettsmøte ble holdt 7. august s.å. Forhandlingene pågikk, med avbrudd i julehøytiden, til 18. februar 1884. Dommen i saken mot Selmer falt 27. februar 1884. I tiden som fulgte falt dommene i de øvrige sakene også, den siste 1. april 1884.

Tiltalenes første punkt gjaldt sanksjonsnektelse på Stortingets vedtatte grunnlovsvedtak om statsrådenes deltakelse i Stortingets forhandlinger. Vedtak om statsrådsdeltakelse hadde Stortinget vedtatt i 1872, 1874, 1877 og 1880, med grunnlovsmessig flertall. I 1880, etter Kongens nektelse av sanksjon, fattet Stortinget vedtak om at de vedtatte grunnlovsendringer skulle betraktes som gjeldende grunnlov (det såkalte «promulgasjonsvedtak»). Regjeringen nektet imidlertid også å kunngjøre dette vedtaket.

Forhandlingene i Riksretten i 1883-84 er trykt og inneholder alle sakens akter, samt stenografisk referat av de muntlige forhandlinger og voteringskonklusjonene, se Rigsretstidende I, II og III (1833-84). Dommernes begrunnelser for sine voteringer finnes i Dokument nr. 1 (1930) s. 109 flg. Forhandlingene for Riksretten var offentlige i 1883/84, men voteringene (begrunnelsene) var hemmelige. Voteringene gir oss et godt bilde av de motsetninger som var i retten, og den avstand det var mellom dommerne fra Høyesterett på den ene side og Lagtinget på den annen. Her skal gjengis noen av uttalelsene. De kan bidra til å gi et visst inntrykk av de motsetninger som var i retten.

Voteringene er så omfattende at det ikke er praktisk mulig å gjengi dem her. De nedenfor refererte vota er derfor bare ment å skulle gi et lite bilde av noen av de oppfatninger som ble gjort gjeldende. Saken er omtalt i G. Hallager, Norges Høiesteret 1815-1915, Andet Bind, Kristiania 1915 side 101 flg. Hallager sier (side 101):

«I Høiesterets historie kan neppe nogen begivenhet sidestilles med rettens deltagelse i riksretssaken 1883-1884, og det saavel under hensyn til sakens store politiske betydning som de uheldige følger, som det lange fravær i Riksretten senere medførte for Høiesterets regulære dømmende virksomhet. Sakens behandling optok rettens tid omtrent et halvt aar.»

Fra voteringen i Riksretten
Om Riksrettens myndighet

Førstvoterende, dommer Christopher Hansteen, hadde innledningsvis i sitt votum enkelte bemerkninger omkring Riksrettens kompetanse og oppgaver. Han uttalte blant annet:

«- - -Idet jeg nu gaar over til at fremsætte min Mening om Sagen, vil jeg foreløbig udtale, at jeg fuldkommen deler den af Defensor hævdede Opfatning, at det ligger ganske udenfor Rigsrettens Kompetence, til afgjørelse af Tvivl eller Meningsforskjel mellem Statsmagterne, med for disse bindende Virkning at afgive nogen Fortolkning af Grundlovens Bestemmelser, udenfor hvad Rettens Virksomhed som kriminel Domstol medfører. Saadant ligger ganske udenfor Rigsrettens Virksomhedssfære, idet Rigsretten efter Bestemmelsen i Grundlovens § 86 intet andet Hverv har end at dømme i Sager som af Odelsthinget maattet anlægges mod Statsraadets eller Høiesterets Medlemmer for E m b e ds f o r b r y de 1 s e r eller mod Medlemmer af Storthinget for Forbrydelser, hvori de som saadanne maatte have gjort sig skyldige. Den er saaledes kun – indenfor den angivne Begrænsning for dens Omraade – en kriminell Domstol uden anden Myndighed, end den, at afgjøre Spørgsmaalet om den Anklagedes Skyld eller Uskyld, og – i Tilfælde av Fældelse – at ilægge Lovens Straf. Og herved har den selvfølgelig som enhver anden kriminel Domstol strængt at holde sig efterrettelig Budet i Grundlovens § 96: at ingen maa dømmes uden efter Lov. Ligesom i mindre Straffesager skal der ogsaa i Rigsretssager handles efter Lov og Ret, saaledes som ogsaa udtrykkelig er udtalt i den for Rigsretsdommere foreskrevne Ed, ligesom i den alminnelige Dommered. Ene og alene Loven skal være Regelen og Rettesnoren. Efter den skal der handles og dømmes, uden at nogetsomhelst andet og tænkeligt Hensyn maa komme i aller ringeste Betragtning. Jeg nævner dette for derved at have udtalt, at jeg finder al Tale om, at Rigsretten er en politisk Domstol, at dens Domme skulle være enten Udslag af Folkeviljen og Folkemeningen ell er Afgjørelse af Konflikter mellem Statsmagterne eller, i Tilfælde afgjørende Udtalelse angaaende Regjeringens System og Holdning o.s.v., at være aldeles forkastelig. Ifølge Grundlovens § 86 og § 96, ikke mindre end, hvad Retfærdighed ligefrem kræver, har Domstolen ingen Myndighed udenfor Loven. At holde sig dette skarpt for øie, er en ueftergivelig Fordring til Dommerne. At handle efter en mod-sat Opfatning vilde være en Forgaaelse mod Ed og Pligt.»

Dommer Hansteen drøftet deretter påstanden om at statsministeren og statsrådene hadde opptrådt rettsstridig ved ikke å godta som lovlige grunnlovsvedtakene om statsrådenes deltakelse i Stortingets forhandlinger.

Hansteen uttalte:

«- - - Denne Paastand om, at de Kongelige Raadgivere her have gjort sig skyldig i lovstridig og strafbar Handlemaade er ganske ubeføiet. Til at gjøre det indlysende for Enhver, at her ikke kan være Spørgsmaal om strafbart Forhold skulde det synes at være tilstrækkeligt at pege paa den Kjendsgjering, at den Mening, som af de Kongelige Raadgivere er gjort gjældende, er den samme, der har været anerkj endt som rigtig ikke alene af alle tidligere Medlemmer af Statsraadet, men ogsaa af alle tidligere Storthings mest fremragende Mænd, ja, som naar bortsees fra enkelte motstridende Røster, har været den almindelige raadende paa alle de Storthing hvor Spørgsmaalet har været fremme, lige fra vor Statsforfatnings første Tid, da flere af Forfatningens Grundlæggere endnu havde Sæde paa Storthingene, indtil vore Dage, det vil sige: indtil Juni Maaned 1880, at det endvidere er den samme Mening, som ogsaa i Theorien har været den almindeligst antagne baade af vore egne og af udenlandske Videnskabsmænd, og den samme som den Dag i Dag ansees for den utvivlsomt rette ikke alene af saagodtsom alle kyndige Jurister men overhodet af det store Flertal af den mest oplyste Del af Nationen.

At det var de kongelige Raadgiveres Overbevisning, at den Mening, at begge Statsmagters Enighed udfordres til en Grundlovs forandring, er den rette og i Grundloven hjemlede, kan under disse Omstændigheder ikke betvivles. Der er heller ingen, som betvivler det. Men var det deres Overbevisning, saa var det efter den Ed, de have svoret, at vise Konstitutionen Lydighed og Troskab, saavelsom efter Grundlovens § 30, deres ubetingede Pligt at gjøre denne Mening gjældende. Ved ikke at gjøre dette vilde de svigtet sin Pligt og sin Ed. At det skulde være Uforstand, ja endog strafbar Uforstand, at have denne Mening og handle efter samme, kan der selvfølgelig ikke være Tale om, naar den selvsamme Mening gjennem to Menneskealdre har være givet Medhold af Nationens forstandigste Mænd, og har været saa almindelig antagen, at de enkelte, der ikke have villet anerkjende samme, med god Grund have været anseede for Særlinger eller Pardoxmagere. Men at de Kongelige Raadgivere da, fordi de have gjort, hvad de ikke kunde undlade, uden ligefrem at bryde sin Ed, skulde kunne ilægges Straf af den Gund, at der pludselig i Juni 1880 var bleven Pluralitet paa Storthinget for, at den af dem befulgte Mening, den indtil da almindelig antagne Mening ikke lærager skal være den rette og i Grundloven hjemlede, – dette er en saa uhørt Paastand, at den af forstandige og retsindige Dommere maa tilbagevises som et Paafund, der kun er skikket til at vække Forundring over, at noget saa urimeligt kan fremkomme under alvorlige offentlige Forhandlinger. En Dom, der gav denne Paastand Medhold, vilde karakterisere som mensvorne Mænd eller som uforstandige Taaber alle dem der fra 1814 og indtil nu have indtaget de betydningsfuldeste Stillinger i det offentlige Liv. (blandt disse da ogsaa den Mand, som stod i Spidsen for Regjeringen, da Resolutionerne af 29 Mai og 15 Juni 1880 blev afgivne og som af Storthinget i 1881 blev tilstaaet Pension). En Dom som nævnt vilde ogsaa karakterisere paa samme Maade de Medlemmer af nærværende Domstol, som antage den hidtil befulgte Mening for at være den i Grundloven hjemlede, fremdeles vilde den karakterisere paa samme Maade selv mange af dem, der nu optræder som Anklagere, idet ogsaa disse ere blandt dem, som tidligere have erkjendt, at Kongens Samtykke er fornødent forat en Forandring i Statsforfatningen kan finde Sted.»

Dommer Hansteen gikk deretter over til å drøfte spørsmålet om hvordan sanksjonsspørsmålet måtte løses etter gjeldende forfatningsrett. Han konkluderte med følgende oppsummering:

«--- Det sees saaledes, at Grundlovens Bestemmelser, forsaavidt de vedkomme Materien om den kongelige Sanktion føie sig godt og naturligt sammen, naar man læser Grundloven med den Tanke, at den ved samme etablerede Statsforfatning er et indskrænket Monarki i sædvanlig Betydning, med andre Ord en Statsforfatning, hvorefter de to væsentlige Statsmagters, Kongemagten og Nationalforsamlingens, Enighed som Regel er nødvendig.

Men læser man derimod Grundloven med den af Anklagerne hævdede Forutsætning, at Kongen ikke har nogen anden Sanktionsret end den, som i §§ 77, 78 og 79 er tillagt ham med Hensyn til Love, saa er det umuligt at faa Sammenhæng i Grundlovens Bestemmelser. Paafallende vilde i denne Henseende den Form være, som § 77 har. At Forskriften om Nødvendigheden om Kongens Sanktion med Hensyn til Love skulde komme faldende ind som noget, der uden videre fulgte af sig selv, vilde være høist besynderligt, dersom det ikke antages allerede implicite at være sagt i Bestemmelsen om, at Statsforfatningen skal være indskrænket monarkisk. ---».

Alle høyesterettsdommere var enige om frifinnelse.

Av lagtingsmedlemmene var det gårdbruker A. Egge som voterte først. Han innledet sitt votum slik:

«Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende i den her foreliggende Sag, hverken i Begrundelse eller Konklusion. Min Opfatning af Grundloven, dens Historie, dens Aand og Princip er en hel anden.- - ‑

Da Folket i 1814 gav sig sin Grundlov var det ubestrideligt i Besiddelse af den fulde Suverænitet, og følgelig maatte det være i udelt Besiddelse af alle de Rettigheder, som det ikke med udtrykkelig Bestemmelser i Grundloven overdrog Kongemakten. – At der skulde være indtraadt nogen Forandring heri ved Foreningen med Sverige 4. November samme Aar, saaledes at Folket ikke skulde beholde udelt de Rettigheder, der er det udtrykkelig hjemlet i Grundloven, er ikke antageligt saa meget mere som Eidsvoldskonstitutionen af den svenske Konge efter forudgaaet udtrykkeligt Udsagn blev vedtaget, alene med de Forandringer, som var en nødvendig Følge af Foreningen.

De Konstitutioner, den franske, spanske og nederlandske, der har tjent til Forbillede for vor Grundlov, anerkjendte alle Folkets Eneraadighed over dem, hvorimod den svenske Grundlov, som ogsaa Konstituenterne havde for sig, med udtrykkelige Ord hjemler Kongemagten absolut Veto, hvorfor det maa være mere end sandsynligt, at Grundlovsgiverne naar de i vor Grundlov har ladet det mangle paa enhver udtrykkelig Bestemmelse om noget Veto i Grundloven, har villet forbeholde Folket Eneraadighed, og at Grundlovens § 112 skulde indeholde den udtømmende Regel for og de fornødne Kauteler mod skadelige Forandringer.

At det absolute Veto skulde have sin Rod i Monarkiets Begreb er en saa lidet rimelig Paastand, at det falder vanskeligt at skjønne, at noget saadant kan fremkomme, naar man ved, at de Konstitutioner, som har været benyttet ved vor Grundlovs Tilblivelse, ikke har hjemlet nogen almindelig Antagelse, at Monarkiet og det absolutte Veto skulde være uadskillelige.

End mere har man forsøgt med Fortolkning af § 80 og § 82 at udlede Veto, men man behøver neppe at risikere at begaa nogen Feiltagelse, naar man forudsætter, at disse §§ refererer sig til de nærmest foregaaende §§, maa sees i Forbindelse med disse, som alene omhandler Lovbeslutninger, følgelig kan det ikke dermed have været Meningen at omhandle noget andet Veto end det suspensive i Lovsager, uden at røre ved Bestemmelsen i § 112. Storthingets Praxis ved Oversendelsen af Grundiovsbeslutningen uden at forlange dem sanktionerede giver herved ikke Indtryk af, at det har villet erkjende noget absolut Veto. Det eneste, der taler for en saadan Erkjendelse, er Adressen af 1824, som dog kun baserer det paa «Sagens Natur», et Argument, der er saa lidet tilfredsstillende, at det i og for sig ikke kan erkjendes fyldestgjørende for den, der forøvrig ikke finder Kongemagten hjemlet absolut Veto. – Det vilde virkelig ogsaa være en altfor let Maade at løse konstitutionelle Tvistemaal paa, og binde efterfølgende Storthing, naar dette kunde ske blot ved en simpel Adresse. At Ministeransvarligheden ifølge Grundlovens § 30 som af Defensor anført skulde bero paa, om vedkommende Minister selv finder en Beslutning landsskadelig eller ikke, er en Paastand saa uantagelig, at dersom den kunde vinde frem til praktisk Anvendelse, vilde tilintetgjøre enhver Ministeransvarlighed, trods Grundlovens udtrykkelige Bestemmelse derom.

Bortseet fra ethvert Spørgsmaal om Vetoet maa man ogsaa ved Bedømmelsen af Anklagens Post I hæfte sig ved de gjentagende Nægtelser paa den Gang paa Gang med stedse stigende Tilslutning i Nationen vedtagne Beslutning, hvorved er forvoldt en sørgelig oprivende Kamp og Splittelse, som saa langt fra er sund og naturlig, at den tvertimod maa betegnes som ligefrem landsskadelig, hvorfor Tiltale ved at tilraade Resolutionerne af 29. Mai og 15. Juni 1880 har forgaaet sig mod Ansvarlighedslovens § 1 Litr. e (cfr. Grundlovens § 30).»

Lagtingsmedlemmene i Riksretten sluttet seg en etter en til Egges konklusjon, flere med egne merknader. Nest sist avga justitiarius i Høyesterett, Thomle, sitt votum. Han avsluttet det slik:

«- - - Det er saaledes efter min Mening aldeles urigtigt, naar man synes at have anseet det for en given Sag, at naar man først kom til det Resultat, at den Opfatning af Grundloven, som den i nærværende Sag Anklagede har befulgt og pligtmæssig gjort gjældende som kgl. Raadgiver, ikke kunde erkjendes for rigtig, saa var hans handling uden videre hjemfalden til Straf. Jeg mener at om man end ikke deler den Anklagedes Opfatning af Grls. rette Forstaaelse i alle Punkter, som er Gjenstand for nærværende Tiltale, saa kan han umulig efter Lov og Ret og efter den almindelige Retfærdigheds Krav dømmes i Straf, naar han har handlet efter Pligt og bedste Overbevisning, og denne Overbevisning maa erkjendes at være bygget paa antagelige Grunde. Og at dette var m. H. t. nærværende Sags Gjenstand er Tilfældet, derom antager jeg, at ingen af Rettens Medlemmer har eller bør kunne have nogen Tvivl. Og hvor meget man end føler sig personlig overbevist om Rigtigheden af sin Mening angaaende de her foreliggende Spørgsmaal saa synes det mig dog at være et stærkt Stykke, at D'Hrr. Medlemmer af Lagthinget, der med Undtagelse af Hr. Mustad alle er Lægmænd uforfarende i Lov og Ret ikke blot tro at maatte sætte sin Mening om et vanskeligt og indviklet Rets- og Lovfortolkningsspørgsmaal over den Mening, for hvilken Mening Landets første videnskabelige Jurister har udtalt sig, den Mening, som gjennem mere end to Menneskealderes konstitut. Praxis har af Statsmagterne selv været erkjendt og godkjendt, den Mening, som nu inden Retten selv samtlige Høiesteretsmedlemmer har erklæret sig at dele, maa endog have følt sig saa sikre, om at deres Mening er utvivlsomt rigtig, og den modsatte aabenbart urigtigt, saa at den anklagede Minister skal idømmes Straf og det en alvorlig Straf fordi ogsaa han har havt denne samme Mening og pligtmæssigen i Overensstemmelse dermed har tilraadet H. M. Kongen at afgjøre vigtige Statshandlinger. Jeg beklager for mit vedkommende og jeg tror jeg tør sige at mine Collegaer af Høiesteret gjør det samme høiligen, at Lovgivningen formener os at lade det blive vitterligt for Almenheden, at nogen af os har nogen Del i den Domfældelse, som efter den faldne Votering maa forudsættes at blive Resultatet, og som efter min Overbevisning vil være urigtig, uretfærdig og landsskadelig.»

Riksrettens president, J. Lange, bemerket dette til justitiarius Thomles votum:

«I Anledning af Justitiarius Thomles Tilførsel maa jeg imidlertid ytre nogle Ord. Det forholder sig saa, at det under denne Sag har vist sig en gjennemgaaende stor Forskjel i Opfatningen af Ministeransvarligheden og andet nærv. Sag vedkommende. I den Anl. skal jeg først gjøre opmerksom paa, at Professor Aschchoug som Medlem af Storthinget i 1880 (se Aktors Udtog Side 230) bl. A. har sagt: «At man ikke kan gjøre sig skyldig i Grundlovsbrud, naar man handler i god Tro, er dog den vidunderligste Sætning jeg har hørt!» «Tænk, hvad det vil si ligeoverfor en regjering!» Med Hensyn til denne Forskjel i Opfatning og m. H. t. Justitiarius Thomles Slutningsbemærkning henvendt til Lagthingets Medlemmer, Udtalelser, som jeg tror helst ikke burde været skeet , og som for en senere Eftertid i Forbindelse med andre under denne Sag faldne Udtalelser vilde staa som talende Vidnesbyrd om den høiere Embedsstands Holdning ligeoverfor andre, skal jeg videre pege paa en Rigsret i et af vore Nabolande, nemlig Rigsretten i Sagen mod det Ørstedske Ministerium i Danmark i 1855-56, hvor samtlige Retsmedlemmer fra Landsthinget voterede for Fældelse og samtlige Medlemmer af Høiesteret for Frifindelse, ifølge Professor Clausens Optegnelser Pag. 437. Professor Clausen, som var Medlem af denne Ret, Landsthingsmedlem, anfører i sine trykte Optegnelser Pag. 437 i Anl. heraf følgende ord: «To Rækker af voterende Mænd sade her overfor hinanden som om de hverken havde Grundlov og Statsforfatning eller Retsbegreb tilfælles».»

Spørsmål

1 Drøft Riksrettens rolle i vårt statsliv i dag.

2 Se uttalelsen til assessor Hansteen i lys av det syn på Riksrettens kompetanse som kom til uttrykk under behandlingen av Hauglin-saken og Gustavsen/Furre-saken (s. 363 og s. 369). Er det mest treffende å kalle Riksretten en straffedomstol eller en konstitusjonell konfliktdomstol? Se også på uttalelsene som falt i saken mot Vogt (s. 36).

Til toppen