Johs. Andenæs, Arne Fliflet

Statsforfatningen i Norge, 10 utg

5 Rt. 1918 s. 401 (Den store konsesjonssaken)

Spørsmål om domstolenes rett til å prøve grunnlovmessigheten av lover og spørsmålet om grunnlovmessigheten av bestemmelsene i lov av 18.9.1909 om statens hjemfallsrett til vassdrag.

Sakens bakgrunn

I lov av 18.9.1909 Om erhvervelse av vandfald m.v. var det gitt bestemmelser om «hjemfallsrett» til staten. «Hjemfallsrett» er den rett staten har til, etter et visst antall år, vederlagsfritt å overta eiendomsretten til utbygde vassdrag med innretninger (kraftstasjon, rørledninger m.m). Se f.eks lov 14. desember 1917 nr. 16 (konsesjonslov for vannfall m v.) § 2 nr. 17. – En selger av et vannfall oppnådde, p.g.a. hjemfallsretten, en lavere pris enn den han ville ha fått, dersom staten ikke hadde hatt noen slik rett. Vannfallselgeren anla sak mot staten og påsto prinsipalt staten kjent uberettiget til å betinge seg hjemfallsrett. Subsidiært krevde han erstatning for den prisreduksjon han måtte tåle, eventuelt at tapet ble fastsatt ved skjønn.

Staten ble frifunnet i byretten. Byrettens assessor Siewers' votum ble referert utførlig i strandlovsaken, Rt. 1970 s. 67 (se s. 176) og byrettsdommen er i sin helhet inntatt i Rt. 1914 s. 177 flg.

Fra Norsk Retstidende: Det tilligger domstolene at prøve, om en lov er i strid med grundlovens bestemmelser. – Spørsmaal om lov 18 september 1909 om erhvervelse av vandfald m. v. §§ 1 og 2, navnlig dens bestemmelser om hjemfaldsret til staten, indeholder et saadant indgrep i eiendomsretten, at den er stridende mot grundlovens § 105, og om sælgeren av vandfald derfor kan kræve erstatning av staten for tap som følge av lovens anvendelse, besvares med 4 mot 3 stemmer benegtende. – I analogi med bestemmelsen i straffeproceslovens § 68 ansees et medlem av Højesteret inhabil, for di han som medlem av vedkommende stortingskomite hadde deltat i behandlingen av en tillægslov til den lov, som i saken var paastaat at være grundlovstridig.

Kjendelse 19 oktober 1917 og dom 12 mars 1918 i 1.-nr. 37/1 s. a.: H. Johansen (advokat Sverdrup Thygeson) mot 1. Den norske Stat ved Regjeringens chef (advokat Annæus Schjødt), 2. A/S Furuberg ved dets direktions formand (uteblit).

Fra voteringen i Høyesterett
Om domstolenes prøvelsesrett uttalte førstvoterende, assessor Backer blant annet:

«- - - Der har under saken været procedert om, hvorvidt domstolen overhodet har kompetanse til at prøve spørsmaalet, om en lov staar i strid med grundlovens bestemmelser og av den grund helt eller delvis maa sættes tilside. Efter min mening maa dette spørsmaal ansees avgjort baade i teori og praksis derhen, at grundloven sætter rettslige grænser for lovgivningsmyndighetenes kompetanse til at træffe bestemmelser, og at domstolen har rett og da ogsaa pligt til at prøve, om disse grænser er overholdt eller overskredet. Jeg finder det tilstrækkelig herom at henvise til utviklingen i Aschehougs Offentlige ret bind III, kap. 63, §§ 19 flg., til avhandling av prof. Morgenstierne i Retst. 1913 side 449 flg. og for praksis' vedkommende til de av nævnte forfattere citerte tidligere avgjørelser av Høiesteret samt envidere til dommene i Retst. 1917 side 392 og 402. Et andet spørsmaal kan det være, hvad domstolen maa kræve for at benytte sin kompetanse til at statuere, at en lov ikke kan anerkjendes, fordi den strider mot grundlovens bestemmelser. Herom er det vanskelig at uttale noget almindelig. Det vil bli et skjønsspørsmaal i det konkrete tilfælde, hvor meget der maa kræves. Jeg skal kun bemerke, at jeg tiltræder Aschchougs uttalelse kap. 63 § 20 i slutten om, at domstolene bør være særlig forsigtige med at sætte en lov tilside, naar de lovgivende myndigheter under lovens behandling har gjort spørsmaalet om lovens grundlovmæssighet til gjenstand for en speciel drøftelse og er kommet til en bekræftende besvarelse av dette spørsmaal.- - -»

Om domstolenes prøvelsesrett uttalte ekstraordinær assessor Paal Berg, den senere justitiarius i Høyesterett, blant annet:

«Jeg er ogsaa av den mening, at retsopfatningen hos os har utviklet sig derhen, at domstolene kan prøve, om en almindelig lov stemmer med grundloven. Men den retsopfatning, som man med sikkerhet kan si har fæstnet sig, gaar efter min mening ikke længere end til, at domstolene har pligt og ret til ikke at haandhæve eller anvende en lov, som aabenbart eller utvilsomt strider mot grundloven. Kan ikke domstolene med visshet fastslaa en fortolkning som den rette, og maa de derfor erkjende, at der kan være delte meninger om, hvordan et grundlovsforbud er at forstaa, saa har efter min opfatning domstolene ingen grundlovhjemlet myndighet til at sætte sin fortolkning over lovgivningsmagten. Det er ikke overlatt til domstolenes subjektive skjøn, om de bør tilsidesætte den grundlovsfortolkning, som lovgivningsmagten har bygget paa. Jeg mener, at i saadanne tilfælde kan ikke domstolene tilsidesætte vedkommende lov som grundlovsstridig.---»

Om domstolenes prøvelsesrett uttalte justitiarius Thinn som syvende og sist voterende:

«- - - Jeg er personlig av den mening, at det vilde være den forfatningsmæssig rigtige lære, at domstolene ikke har en saadan kompetanse, med andre ord at de paagjældende bestemmelser i grundloven er git som en rettesnor-instruktion for den lovgivende myndighet, til hvis eget diskretionære skjøn en lojal befølgelse av dem er overlatt. Jeg maa imidlertid medgi, at denne opfatning av grundlovsbestemmelserne ikke stemmer med den almindelige retsopfatning, saaledes som denne i tidens løp har utviklet sig og git sig tilkjende i den juridisk-videnskabelige litteratur og, som før sagt, ogsaa er kommet til uttryk dels direkte og dels forutsætningsvis i forskjellige høiesteretsvoteringer. Og jeg bøjer mig herfor, idet jeg forøvrig angaaende spørsmaalet slutter mig til den opfatning derav, som er fremholdt av hr. assessor Berg.- - -»

Om grunnlovmessigheten av bestemmelsene om hjemfallsretten uttalte førstvoterende, assessor Backer:

«- - - Spørsmaalet blir derfor, om denne begrænsning av eiendomsretten er saa væsentlig, at den maa sættes tilside som stridende mot grundlovens § 105. Grundloven bestemmer her, at naar statens tarv fordrer, at nogen maa avgi sin rørlige eller urørlige eiendom til offentlig brak, bør han ha fuld erstatning av statskassen. Jeg skal da først fremhæve, at loven av 18 september 1909 ikke direkte gaar ind under denne grundlovsbestemmelse. Loven foreskriver ikke noget om, at eieren skal avgi sin eiendom til staten, og spørsmaalet blir derfor alene, om lovens bestemmelser maa opfattes derhen, at de enkeltvis eller sammenlagt maa sidestilles med en eiendomsavgivelse, som staten fordrer av eieren. - - - Efter de betragtninger, som ovenfor er fremholdt, kan jeg ikke finde det konstatert, at loven av 1909 staar i saadan strid med bestemmelsen i grundlovens § 105, at loven maa tilsidesættes. Jeg har vistnok været fuldt opmerksom paa, at der ogsaa kan gjøres gjældende flere andre betragtninger, som kan gjøre spørsmaalet endel tvilsomt. Men naar spørsmaalet for mig staar saaledes som fremholdt, maa domstolene efter min mening bøie sig for den avgjørelse, som den lovgivende magt har truffet. Jeg finder det av mig anførte at være tilstrækkelig begrundelse for mit standpunkt og finder det derfor unødvendig at indgaa paa de betraktninger av forskjellig art, som førstvoterende og andenvoterende i byretten har fremholdt. Jeg voterer saaledes for, at byrettens dom stadfæstes. Jeg finder, at processens omkostninger ogsaa for Højesteret bør ophæves.»

Annen og tredje voterende var enig med førstvoterende om at domstolene hadde prøvelsesrett og at domstolene ikke kunne kjenne loven ugyldig. Derimot var de ikke enige med førstvoterende når det gjaldt spørsmålet om vannfallseieren hadde krav på erstatning. Annen og tredje voterende mente at vannfallseieren måtte tilkjennes erstatning med kr. 15 000,-, som var den prisreduksjon han måtte tåle pga. statens hjemfallsrett. Fjerdevoterende var enig med førstvoterende og kommenterte nærmere annen og tredjevoterendes vota. Femtevoterende sluttet seg til annenvoterende. Sjette og syvendevoterende sluttet seg til førstvoterende, og hadde særskilte merknader.

Om forholdet til Grunnloven § 105 uttalte ekstraordinær assessor Berg:

«- - - Hvad nu forøvrig angaar fortolkningen av grundlovens § 105, saa lægger dette bud et baand paa den lovgivende myndighet i dens magtfuldkommenhet til at bygge samfundet og fremme samfundsvellet gjennem lov. Og som en saadan indskrænkning mener jeg med førstvoterende, at dette bud maa fortolkes med varsomhet. Man savner hjemmel til gjennem utvidende fortolkning eller analogislutninger at lægge ind i et saadant grundlovsbud en mening, som man ikke med fuld sikkerhet kan utlede av det, saadan som det er utformet.

Det er sagt, at dette bud er et uttrykk for et almindelig princip. Men som lovanvendere kan domstolene efter mit syn ikke sætte noget saadant almindelig princip i det positive lovbuds sted. Som en for lovgivningsmagten bindende retsnorm har princippet ikke lovs kraft utenfor den ramme grundloven selv har git det i den specielle anvendelse. Et saadant almindelig princip uten anden fast begrænsning end den, som maatte skapes gjennem teoretiske betragtninger, er noget andet og mere end princippet i den specielle anvendelse det har faat.

Ut fra disse almindelige betragtninger mener jeg, man savner hjemmel for at anvende grundlovens § 105 utenfor de tilfælde den selv taler om, nemlig ekspropriation eller virkelige tvangstilegnelser. Eiendomsretten som saadan er ikke gjennom § 105 sikret noget bestemt raadighetsindhold. Eiendomsretten som saadan hjemler ikke en eier større raadighet end den, som flyter av den til enhver tid gjældende lovgivning. Det kan være ubillig og urimelig, at lovgiveren lægger baand paa eiendomsretten i den utstrækning, at vedkommende ting praktisk talt taper den værdi den maatte ha for eieren, og man har i vor lovgivning eksempler paa, at lovgivningsmyndigheten ut fra billighetsbetragtninger har tilstaat i saadanne tilfælde erstatning for tap. Men noget retskrav paa erstatning efter grundlovens § 105 kan en eier ikke reise. - - - Der bliver altid en væsentlig Forskjel mellem det Slags Foranstaltninger, hvorved Staten tager en Ting fra Eieren enten for at beholde eller tilintetgjøre den, og det blotte Forbud mot at benytte den paa en eller flere bestemte Maader. Den samme retsopfatning har fundet uttryk i Stangs grundlovsfortolkning side 609, likesom den ligger til grund for det juridiske fakultets responsum av 1903. Forlater man denne sikre og skarpe og overskuelige utforming av lovbudet, og vil man i grundlovens § 105 søke et rets-vern for det, som er kaldt eiendomsrettens egentligste indhold, eiendomsrettens substans eller det væsentlige ved eiendomsretten, saa aapner man en adgang for domstolene til en skjønsmæssig prøvelse av lovens gyldighet, som efter min mening ligger helt utenfor domstolenes kompetanse. - - - »

Om inngrepets karakter avsluttet Berg slik:

«- - - Ut fra den fortolkning av grundlovens § 105, som efter min mening er den rette, har den omtvistede lov ikke gjort noget erstatningsforpligtende indgrep i den eiendomsraadighet, som tilkommer eierne av de fossefald, som omfattes av loven. Loven kræver ikke nogen avstaaelse av eiendomsretten. Fossefaldet tilhører fremdeles eieren, og eiendomsraadighetsutøvelser, nemlig gjennem salg til visse klasser av kjøpere. Og et saadant forbud kommer ikke i strid med grundlovens § 105. Men gjælder dette et absolutt forbud i loven, maa det samme gjælde, om den aapner adgang til at lempe paa forbudet gjennem dispensationer. Hvilke vilkaar der bør stilles for at nøitralisere farerne ved en dispensation, er et spørsmaal, som alene kan henligge under lovgivningsmagtens eget skjøn.»

Om hva domstolene kan prøve uttalte assessor Berg:

«Hvad domstolene har at prøve, er, om loven efter sit objektive indhold som forbudslov strider mot grundlovens § 105 eller ikke. Hvilke motiver der maatte ligge bak forbudet, eller hvilke formaal lovgivningsmagten har tat sigte paa, er spørsmaal, som det efter min mening ligger utenfor domstolenes myndighet at granske. - - -»

Spørsmål

1 Redegjør for hvilke rettskildefaktorer førstvoterende mente var avgjørende for at domstolene kunne prøve grunnlovsmessigheten av lover.

2 Redegjør for justitiarius Thinns syn på spørsmålet om domstolene hadde prøvelsesrett.

3 Flere av dommerne ga uttrykk for prinsipielle betraktninger omkring spørsmålet om hvordan domstolene skulle utøve sin prøvelsesrett. Hvilke synspunkter la assessor Backer til grunn? Hva mente den ekstraordinære assessor Berg om disse spørsmål? Enn justitiarius Thinn?

4 Sammenlign de prinsipielle betraktninger omkring utøvelsen av prøvelsesretten som er kommet til uttrykk i votaene til Backer, Berg og Thinn med det som er uttalt i Høyesteretts dommer i «Strandlovsaken», Rt. 1970 s. 67 flg. og «Kløftasaken», Rt. 1976 s. 1 flg.

5 Hvilke betraktninger mente førstvoterende måtte være avgjørende for at Grunnloven § 105 ikke kom til anvendelse?

6 Redegjør for sjettevoterendes syn på eiendomsretten og spørsmålet om Grunnloven § 105 kom til anvendelse i dette tilfellet.

Til toppen